Lukket SuperBrugsen overtages af konkurrenten: Her åbner Spar ny butik
Fra én rød til en anden.
En tidligere SuperBrugsen-butik i Tommerup St. bliver i denne måned til en ny Spar.
Det skriver dagligvarekæden i en pressemeddelelse. Butiksåbningen bliver kædens femte nye butik i 2024.
Købmand i den nye dagligvarebutik på Fyn bliver René Langholm, der blandt andet har en fortid som butikschef ved Dagrofa Foodservice i Odense - og han er derfor bekendt med koncernen.
Ligeså har han i 15 år drevet egen slagterbutik, og han beskrives derfor som en person med "betydelig erfaring og passion for detailhandel".
- Jeg glæder mig enormt til at komme i gang i Tommerup St. og møde alle vores kunder. Vi vil gøre vores bedste for at skabe en indkøbsoplevelse, der både er indbydende og tilbyder kvalitetsprodukter til fornuftige priser, udtaler René Langholm i en pressemeddelelse.
Den nye butik i Tommerup St. har - efter overtagelsen fra Coop - fået nyt inventar, bedre belysning, en moderne bagerafdeling og en helt ny frugt- og grønt-afdeling.
Spar-butikken har første åbningsdag 15. august.